Musikken
Fado forklaret inden middagen
Hvor fado kommer fra, hvad saudade betyder, de to guitarer, du vil se, og hvordan Lissabon og Coimbra hver især synger den, inden du sætter dig ned for at lytte.
Reservér en fadomiddag ↗Hurtigt svar
Fado er sunget poesi fra Portugal, og de pålidelige beretninger om den går tilbage til Lissabon i 1820'erne. En solosanger, mand eller kvinde, akkompagneres af den pæreformede portugisiske guitar og en seksstrenget guitar, og teksterne bærer ofte længsel, tab og havet. Der er to hovedskoler, Lissabons og Coimbras. UNESCO anerkendte den som immateriel kulturarv i 2011. At kende lidt til dette gør en middag med fado meget lettere at nyde.
Fra værtshusene til bordet
Fado opstod i Lissabon i begyndelsen af 1800-tallet, højst sandsynligt i de bohemeagtige kvarterer Alfama, Mouraria og Bairro Alto, selv om de dybere rødder diskuteres, og ingen af teorierne er endegyldige. Omkring midten af århundredet var udøverne især almindelige arbejdsfolk på folkelige værtshuse, søfolk og bohemer iblandt, som sang, dansede og slog fadoens rytme. I anden halvdel af århundredet fortondede danserytmerne, og udøverne blev sangere, fadistas, hvilket er den form, man hører i dag. Selve ordet kommer sandsynligvis fra latin, fatum, skæbne.
Saudade, fadoens stemning
Fado sammenfattes ofte med det portugisiske ord saudade, en melankolsk længsel efter nogen eller noget fraværende, ofte med en fornemmelse af, at det måske aldrig vender tilbage. Ordet kommer fra latin for ensomhed og optræder i portugisisk poesi allerede i 1200-tallet. Ikke al fado er trist, og en fado kan handle om næsten hvad som helst, men den holder fast i en traditionel struktur, og havet, fattigdommen og accepten af skæbnen vender tilbage igen og igen. Det er stemningen, mere end emnet, der gør en sang til en fado.
De to guitarer
Læg mærke til musikerne såvel som sangeren. Den portugisiske guitar, guitarra portuguesa, har tolv stålstrenge i seks par og en pæreformet krop. Den stammer fra den middelalderlige citole og den engelske guitar, som blev moderne i Portugal i 1800-tallet, og den bruger stadig stemmeskruer af lommeurstype. Ved siden af sidder violaen, en seksstrenget guitar, som holder akkorderne. I Lissabon-stilen spiller guitarraen introduktionen og svarer derefter på sangerens fraser, et musikalsk spørgsmål-og-svar, som er halvdelen af dramatikken.
Lissabon og Coimbra
Fado findes i to hovedvarianter opkaldt efter to byer. Lissabons, den mest berømte, tilhører både kvinder og mænd. Coimbras voksede frem omkring byens universitet og den middelalderlige tradition med serenaderende troubadourer; dens sangere er mænd i akademiets mørke kappe og kåbe, om natten, ofte på pladser eller på trapperne til gamle kirker og undertiden under et vindue som en serenade. Coimbra har endda sin egen guitar-model med et tåreformet motiv på hovedet, hvor Lissabon-modellen har en snirkel.
Det UNESCO anerkendte
UNESCO optog fado på sin repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv i 2011. Beskrivelsen lyder, at fado er en blanding af flere kilder: de sungne danse fra den afrobrasilianske tradition, Portugals egne sange og danse, landmusik båret til Lissabon af tilflyttere fra provinsen og byens sang fra begyndelsen af 1800-tallet. Fado er en af to portugisiske musiktraditioner på listen. Den anden er cante alentejano fra Alentejo.
Lytteoplevelse ved middagsbordet
Et par ting gør musikken lettere at følge under et måltid. Fado læner sig op ad rubato: når en linje slutter, strækkes takten, og stemmen dvæler ved sin sidste tone, så pausen tilhører sangen. Melodier kan skifte mellem dur og mol inden for samme vers. Nogle fadoer går i dobbelt tempo, andre i en valseagtig tredelt takt. Du behøver ikke forstå portugisisk for at følge en sangs form. Gem samtalen til pauserne mellem numrene, så hører du også, hvad guitaristen gør.
Kilder